Drachmann, Holger Uddrag fra En Overkomplet

Han stod midt paa Gulvet med Kasketten i Haanden, og saae sig omkring. Som han saaledes stod og den fulde Belysning fra Vinduet traf ham, lignede han Moderen. Han skød Haartjavsen væk fra Panden, og Ligheden blev endnu større. Han var blond ligesom Moderen, og havde de samme store, lidt smægtende Øine. Paa Overlæben og Hagen begyndte Skæget at dunes. Jeg misundte ham hemmeligt sin tidlige Udvikling. Jeg havde selv een Gang raget mig, men uden Resultat. Min Faders Barberkniv havde kun modtaget næsten mikroskopiske Spirer over sin hvasse Æg.