↩ Hvor lidet virkeligt levende Liv der nu end var paa Slottet, saa virkede det dog med sin italienske Pavillonkuppel og de fire slanke Spir ved noget af Grand-Seigneuriets bevarede Overvægt paa den lille By, der i ydmyg Bevidsthed om den passende Afstand med sin Gade saa at sige kun dannede en Opkørsel til Slottet for de høie Herskaber. Paa den anden Side stod Byen ogsaa paa sin Ret. Den forholdt sig til Slottet som til et Begreb. Den fredede om de gamle Minder, men bevarede tillige sin egen Værdighed Havde der virkeligt resideret et Herskab paa Slottet, saa er det jo muligt, at Byen ikke vilde have undgaaet den servile Holdning med krum Ryg og et stereotypt Smil, der skal kunne træffes hos alle Lakaier og nogle Embedsmænd Byen var 15 konservativ, ikke royalistisk reaktionær. Selv paa os unge, lidet hensynsfulde Fyre virkede det stadigt gentagne: Slottet, Slots-Haven, Slots-Kirken, ja lige ned til Sammensætninger som Slots-Forvalterens-Kovang med en saadan ubevidst Magt, at der endogsaa over vore mest uvilkaarlige Bevægelser hvilede noget Dæmpet, noget, som om Slottet altid saae paa os, - hvad det for den Sags Skyld ogsaa gjorde, eftersom det næsten kunde ses for Enden af enhver Gang i Parken. Vi maatte egenlig helst, for tilgavns at føle os frie, have Esromsøens Vande mellem den høie Autoritet og os, og endda kiggede Kuplen som et mægtigt Hoved med Allongeparyk udover Parkens Trætoppe og fixerede os skarpt, hvor vi saa end færdedes, ved Randen af Nøddebo eller Grib Skov, i Sørup eller ved Kongens Bøge.