↩ Jeg var nær sunket i Knæ. Jeg veed slet ikke, hvad det var for en Magt, der beherskede mig. Først og fremmest berøvede den mig aldeles Mælet. Jeg stod og stirrede paa hende og mumlede mellem Tænderne. Hun klappede mig paa Skulderen. Adolf! nu er det bedst, at Du følger med - hvad var det nu De hed - Hr. Dahl, rigtigt, Hr. Erik Dahl. De to Modstandere maa se at blive rigtig gode Venner, og hvis jeg kan se ret, tror jeg ikke, at det vil falde svært for nogen af Parterne. Farvel. Vi ses jo nok igen! - Hun vendte sig med en lille Bøining af Hovedet og gik, - gik med en egen vuggende Gang langsomt op ad den lange Allee.