↩ Jeg syntes, med den velopdragne Borgersøns finere Følelse, at dette Spørgsmaal var noget vel forhastet; jeg standsede min Graad og saae paa Kusken, der atter havde taget sin Pudseklud fat. Og medens jeg i Tavshed stirrede paa Knapperne og Trippelsen og den foroverbøiede Figur med den røde Næse og det svære Dragonskæg, randt som en Kontrast hertil den Dødes Ansigt mig atter ihu. Jeg begyndte atter at græde og betroede saa Kristian, at jeg hverken vilde være Soldat eller Doktor, men derimod Taarnvægter.