↩ Der paafulgte en Periode, som nærmest gik ud over os Børn. Da jeg var kommen saa vidt frem i min Klasselærdom, at jeg kunde anvende historiske Paralleler, fandt jeg paa - ikke aldeles uvittigt - at kalde Perioden for: det store Interregnum. Prætendenter til den ledige Trone meldte sig rundtomkring fra. Der var tyske og svenske Damer, Tanter og ældre Kusiner, som gerne havde attraaet den ledige Plads, for, som Omkvædet lød, »at kunne tage sig af de kære Børn«. De kære Børn trængte virkelig ogsaa til, at Nogen skulde tage sig af dem, og det forundrer mig endnu den Dag i Dag, at de kære Børn virkelig slap saa godt ud af alle disse Omvæltninger, som de gjorde. Min Fader var som alle energisk-æsthetiske Naturer langtfra utilgængelig for kvindelig Hyldest. Heldigvis var vi endnu ikke udviklede nok til at kunne gribe og fastholde i Flugten alle disse Traade af kvindelige Væv, der blev spundne om Husets Herre, og som han efter Behag knyttede eller afbrød. Jeg anede maaske engang imellem lidt, men min Naivetet var for stor til, at min Pietet skulde have taget Skade. Endnu saae jeg kun Tingenes rent ydre Form, og jeg var mere tilbøielig til humoristisk Satire over alle disse skiftende Husholdersker, end til nyfigent at kaste mig ind i Undersøgelser bag Kulisserne, hvor saamangen Uskyldighed er bleven hængende, saameget Sommerfuglestøv er bleven afstrøget.