Drachmann, Holger Uddrag fra En Overkomplet

Jeg skubbede mig ned ved Bordenden blandt de tavse Kammerater. Jeg tænkte paa hende, der for nogle faa Timer siden havde kaldt mig »det unge Menneske«, og jeg bed i min Skee af Arrighed Saa begyndte min Fader at henvende Ordet til den af mine Venner, som mindst behagede mig, men som min Fader foretrak, fordi han var Duxen i vor Klasse. Ethvert opmuntrende og spøgefuldt Ord, som rettedes mod ham, faldt som en glødende Bebreidelse paa mit Hoved Det glødede tilstrækkeligt iforveien. Jeg spiste saa godt som Intet, men sad og traadte min Sidemand paa Foden, og lettede min Harme ved at skære Ansigter bag Servietten.