Drachmann, Holger Uddrag fra En Overkomplet

Idet Adolf med denne og tilsvarende ytringer i brevet gøres overkomplet i forhold til et anæmisk og underlødig livsform, bliver han overkomplet i forhold til noget negativt og dermed selv positiv. Drachmann opholdt sig halvandet år i Amerika (1898-1900) og gør i Den hellige Ild (1899) anskuelser som Adolfs til sine egne. Over for en amerikansk kollega, som han finder brændende af den hellige flamme, forklarer han om kampen derhjemme i Europa, at den »bliver ikke lettere derved, at Reaktionen skyder netop den gamle Kultur frem for sig som et Skjold - vi maa stadig skabe »ny« Kultur, for dermed at bryde de unge og os selv en Vej«. Man ser, hvorledes digterens interesse ikke er knyttet til noget økonomisk og politisk, men til modsætningen mellem på den ene side det levende og frugtbare og på den anden det stivnede og sterile. Som forbundsfælle lader han i Den hellige Ild Ulf Brynjulfsen fra Forskrevet (1890) genopstå som en reflekteret Adolf.