↩ For Drachmann selv klarer det hele sig først, da han opgiver den programmatiske tro på den »geniale arbejder« samt ophæver polariteten mellem Erik-typen og Adolf-typen ved at lade den første gå over snusfornuftig, og det er tydeligt, at digteren er næsten forelsket i Adolf, som skulle fordømmes.« 237 på den andens side. Det sker i den store roman fra 1890, som han kaldte Forskrevet.