↩ Det vid, Hørup indledningsvis udfolder, skal måske dække over, at anmelderen kun alt for godt ser svaghederne i sin lyriske fætters første store episke arbejde på 420 sider. Barmhjertighedskåben består i variationer af den tanke, at i sammenligning med de anerkendte storheder har Drachmann den fordel, at han endnu ikke har kulmineret, men stadig kan vokse og gør det: på s. 188 er han indtrådt i de lovmæssige rygeres tal, og siden er det bestandig gået fremad - hedder det ironisk-fortrøstningsfuldt.