Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ Jeg maa nu sige, at jeg har været i saa mange Slags Farvand, og jeg har ogsaa i mine Historiebøger læst om mange Slags Begivenheder, men jeg synes dog altid, at Østersøen er det mærkværdigste Farvand af dem alle, og jeg véd ikke nogetsteds, at man har haft saa mange Batailler og Storme og Skibbrud og Vrag som her. Danske og norske og svenske og lybeckske og hollandske og engelske Flaader 3 har bestrøet Bunden med Metal og Kysterne med Vragstykker og døde Mennesker; Søhelte er blevne fødte og døbte paa Østersøens Vande, Soldater er marscherede derover, og brændende Byer har spejlet sig i dem, og det maa jeg sige, at mangen en stakkels Moders Haab er blevet derude, og mangen en brav Faders Stolthed er vendt hjem derfra - og nu stod jeg i denne maanelyse Hellig Trekongers Nat 1870 og tænkte paa, at de Folk, der ligge i de store Byer og sove i deres Senge, daarligt vilde kunne forstaa en simpel Mand, naar han fortalte dem, hvad han her har fortalt dem, at det var ligesom om der var gaaet mange, mange Aar, siden Jagten havde forladt Rønne Havn, og at Skipperen og Jens Kofod var blevne gamle Folk, og at jeg har oplevet det, som jeg med mine egne Øjne har set, og som nu kommer, - trods det at Jens Kofod bestandig taler om Juuls Punsch, og Skipperen siger, at jeg har set fejl.