Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

Hvorfor the strike var gjort, og hvilke the strikesmen's Fordringer var, kunde jeg ikke bringe i Erfaring. Det eneste faktiske, jeg kunde faa ud af det hele, var, at det var Kul- og Jernværksarbejdere, som - det maa man sige til deres Ære - nu paa fjerde Maaned havde holdt ud, eller hvad man i Haandværkersproget kalder: været "fyrige" . Denne "Fyrighed" i overført Betydning var for Resten ikke løbet af uden visse Fyrigheder i almindelig Forstand, og blandt andre koleriske Foretagender havde saaledes den samtlige Bande den foregaaende Aften paa dens Samlingsplads, the cattle market, banket en Afdeling ulykkelige Normænd af, der af Fabriksherrerne var blevne indkaldte til de vakante Pladser, og alle som én havde de nidkære strikesmen højtideligt lovet fremdeles at ville banke enhver Udlænding af, der gik imellem dem og deres "duty".