Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ Jeg var nu vis paa, at jeg vilde faa noget endnu mærkværdigere at se ovenpaa dette, og det forundrede mig heller slet ikke, da Taagen agterude, hvor den hurtige Sejler var kommen fra, lidt efter lidt begyndte at aabne sig, og ud af Aabningen kom der glidende nogle underlig store, sorte nogle, som man ikke rigtig kunde skelne fra hverandre, for dertil var Afstanden altfor stor. De voksede for hvert Minut, og saa' truende og uhyggelige ud. Snart lignede de lange, mørke Rækker af Huse, snart saa' de ud som enkelte Bygninger. Jeg vilde have antaget dem for svære Dampere, men de havde ingen steam oppe; dog det kom maaske af, at de fyrede med Cinders og ikke med almindelige Kul. Sommetider lød det for mit Øre som Trommehvirvler og enkelte Skud, maaske Signalskud; og hver Gang det saa igen blev stille, saa' det hele dobbelt saa uhyggeligt ud.