Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ Det er muligt, at jeg ikke har Lov til at lade mig irritere, naar jeg i Parktiden møder disse lange Rækker af Lordernes Vogne, virkelige Lorders Vogne, fra den virkelige Westend, der stænke Snavset i Regent-Street, Piccadilly og Rotten-Row helt op over Hovederne af de uprivilegerte Fodgængere. Jeg vil indrømme, at det ikke har Lov til at afficere mig saa stærkt, som det maaske gør, naar jeg træffes af et af disse kolde, uforklarligt overlegne Blik fra Mylord eller Mylady inde i Vognen, eller af et af disse aldeles ugengivelig uforskammede Blik fra Kusk eller Tjener paa Bukken, hvilke samme Individer med deres veludstoppede hvide Lægge, pudrede Haar og vandkæmmede Kindskæg vilde afgive et uudtømmeligt Emne for folkelig Fornøjelse - naar kun Folket selv kunde se det morsomme deri. Det er endvidere muligt, at jeg slet ikke havde Ret, og at jeg aldeles ikke kunde støtte det paa nogen Fornuftgrund, naar jeg ved en tilfældig Revolution her i England vilde give Londonermobben Medhold i, at den rev disse Herrer og disse Tjenere ud af de forgyldte Karosser og satte dem paa halv Kost og lod dem gaa til Fods som andre dødelige og ydmygede det overlegne Blik og dunkede Puderet ud af Hovederne og Hovmoden ud af Hjertet.