Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ Jeg havde lagt mig paa Gulvet i den store Salon. Fuldt paaklædt, som en Soldat ved en Bivuakild, var jeg rede til at springe op og ufortøvet tage imod, hvad der skulde vise sig; - men det, der viste sig, overgik selv mine dristigste Fantasier. Man havde raadet mig til at gøre denne Tur opad Tynefloden ved Nattetide, og man havde vel ogsaa omtalt for mig, hvad jeg vilde faa at se. Men jeg kan ikke nægte, at da jeg - halvt fortumlet af at drømme om Kirkemusik, Autodafeer, engelske Gejstlige, o. s. v. o. s. v. og endnu næppe rigtig vaagen, forfrossen og ubehagelig i det hele taget, kom op paa Dækket, begyndte jeg straks ligesom Jeppe at tvivle om, hvor vidt det var "jeg eller ikke jeg", og om hvor vidt Skibet ikke i Nattens Timer havde taget fejl af Vejen og - i Modsætning til det Sted, hvor Jeppe var kommen hen - nu befandt sig ved Indløbet til Akerons og Pyriflegetons mystiske Vande.