Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ Der er i London, i Bond-Street, et Galleri af Gustave Dorés Arbejder, blandt hvilke maaske et stort Maleri, forestillende Dante og Virgil, tiltrækker sig den største Opmærksomhed. Tause, med Sorg og Medfølelse i de alvorlige Træk, staa Oldtidens og Middelalderens Digtere Side om Side og stirre fra Mørket ind i det flammende Ildhav, hvor Skikkelser utydeligt bevæge sig forbi deres Blik. Billedet randt mig uvilkaarlig i Hu ved denne Lejlighed. Ild var her nok af, og fordømte, som sled og slæbte og aldrig kom ud af "Kredsen", var her ogsaa nok af. To mørke Skikkelser stod foran mig paa Skibets Dæk, og jeg var maaske et Øjeblik Fantast nok til at lade dem gælde for Æneidens og Divina Comedias Forfattere. Illusionen ophørte imidlertid, saa snart jeg hørte dem tale, men til Vederlag for æstetiske Jeremiader fik jeg da ogsaa radikale Forbandelser. Det var mine to bekendte fra den foregaaende Aften, Englænderen og Irlænderen, og deres Ord var om muligt endnu mere "bevingede", deres Udtalelser endnu drøjere, og det var tydeligt nok, at de her følte sig hjemme, og at den hele Fyrværkerifest, der var usædvanlig for mig, netop ved sin Tilvanthed gjorde dem sikre og fri.