Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

Det var et underligt Folk, dette Handelsfolk, og en sælsom Allarmplads havde det valgt sig. "Børsen" (for dog at blive i Terminologien) var et Gadehjørne udenfor en Whiskybutik, hvor der tilsyneladende handledes med gammelt Tovværk og nye Søfolk. "Børsen" var en tre, fire Gange bleven flyttet hen til forskellige Lokaler med Tag over Hovedet, men uden Whisky i Baggrunden, og denne sidste Mangel havde utvivlsomt bestandig været den hemmelige Grund til atter at søge tilbage til Gadehjørnet. "Børsen" var og blev paa Gadehjørnet, hvor Blæsten og Regnen, Røgen og Taagen blegede de arme Kommis'ers Kinder, og hvor Whiskyen fra Smuthullerne rundt omkring til Gengæld farvede de merkantile Næser røde. Det hele var en ægte engelsk Institution, og Anlæget var holdt i Rævegravstilen: et stort aabent Hul, der saa' meget skikkeligt ud, og bagved det en Mængde krogede Gange og Gyder, der alle mundede ud ved en eller anden Skænk, hvis flydende Varer gjorde Kajens Egenskab af "fast" Genstand endnu mere tvivlsom for dens Regnfrakke-bærende og Paraply-holdende Befolkning.