Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

"Maa jeg spørge, hvordan gaar det Dem med Søsygen?" - Den spørgende var en dansk Amerikaner, en Skibsfører, der i sin Ungdom havde faret fra engelske Havne, men siden var gaaet til de forenede Stater, hvor Lykken syntes at have begunstiget ham, og det i den Grad, at han nu ansaa Amerika for det eneste Land paa Jorden, hvor det var værd at eksistere, det eneste Sted, hvor man efter hans egne Ord "kunde leve akkurat som man lystede, og tjene flere Penge, end Præsterne kunde sluge ved Begravelsen." Jeg var, straks efter at vi havde forladt London, kommet i Snak med ham. Hans republikanske Foragt for alle engelske Institutioner, hans Forbitrelse paa den hele evropæiske Kasteaand, hans lidenskabelige Udbrud mod mange af de Ting, som en Evropæer vokser op i og uvilkaarligt vænner sig til, havde moret og interesseret mig overordenlig meget, og vi var ikke kommet langt ned ad Themsen, førend vi i god Samdrægtighed havde endevendt det hele gamle Evropa, afsat Kejsere og Konger, puttet Paven i en Lemmestiftelse, konfiskeret de store Fideikommisser, nedrevet de nationale Grænseskel, flyttet de nationale Skilter, og stoppet de nationale Kokarder i Madrasser til Proletariatet.