Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

Det var da næsten fuldstændig mørkt. Naar jeg saa' forud, kunde jeg, hver Gang Skibet duvede, iagttage, hvorledes Konturerne af alt det opstaaende paa Broen efterhaanden blev mere og mere utydelige imod det svage Lys, der endnu var i Luften. Naar Skibet rejste sig paa en Sø og stak Snuden i Vejret ligesom et Dyr, der snuser efter Vinden, for at faa at vide hvad den fører med sig, løb alle Genstande paa Dækket sammen til en utydelig Masse, som kun nu og da en Lysstribe fra Maskinrummet gennembrød. For Resten varede det ikke længe, inden jeg fik Virkningerne af den forandrede Kurs at føle. En lang, blinkende Stribe dukkede pludselig med en egen, hvislende Lyd op paa den styrbord Side; den svære Damper krængede voldsomt over; det knagede i Skodder og Døre, og en tung Vandmasse brød ind midtskibs, og løb sydende og larmende fra for til agter, bandet af den lange, magre Styrmand, som den, efter hans Udraab at dømme, 26 havde gennemblødt lige til Skindet. Jeg rutschede temmelig hovedkulds tværs over Dækket ned i Læ, og da jeg nu tilstrækkelig havde forvisset mig om, at Stillingen ikke længer var holdbar, arbejdede jeg mig hen til Kahytstrappen, vendte mig paa god Sømandsmanér omkring, og firede mig sindig og med et vist Eftertryk paa hvert Trin baglænds ned ad Trappen.