Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ En Dampskibskahyt paa en stormfuld Aften ligner altid sig selv. En Hængelampe slingrer under Loftet; Stønnen og Jamren høres rundt omkring fra de smaa Aflukker paa hver Side. Opvarterne løbe fra Dør til Dør med mistænkelig udseende Blikindretninger. Luften er kvalm og af en højst ubestemmelig Sammensætning, og kun et ringe Antal hærdede Individer hjemsøger det dækkede Bord, som ved smaa Træbarrikader er afdelt i firkantede Rum. Det var blandt disse prøvede Gæster, jeg fandt min Ven Amerikaneren. "Naa, har De nu faaet nok af det der oven paa!" raabte han mig straks i Møde. "Kom her og sæt Dem ned, og hvis De holder af Skinke, saa vil jeg anbefale Dem denne. Ale og Stout er her ogsaa til at skylle den ned med, og dersom De foretrækker det half and half, kan vi jo dele et Krus imellem os. Det har altid været min oprigtige Mening, at Øllet er den eneste Ting, som duer hos Englænderne. De skriger jo rigtignok ogsaa paa deres Oksekød og saa paa deres Heste og store Skribenter, men hvad Kødet, saavel Okse-, som Hestekød angaar, da har vi det bedre paa den anden Side af Atlanterhavet, og hvad Skribenterne angaar, saa kan vi jo faa dem med Tiden." Han trak en Stol frem under Bordet ved Siden af sig; jeg slingrede ned paa Stolen, lod Skinken og Øllet vederfares deres Ret, og idet vore Overkroppe snart dannede spidse, snart stumpe Vinkler med Bordfladen, nød vi med god Appetit vort Aftensmaaltid paa den urolige Nordsø.