Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ Den brave Sømand holdt inde her. Der var ganske stille omkring Kaminen. Selv Mr. Simson, der i Begyndelsen af Fortællingen havde siddet og smaagryntet, syntes nu ved Historiens Slutning at være bleven noget rørt indenfor den svære Vestekæde. Hvad mig angaar, da saa' jeg ganske tydeligt, og med smertelig Deltagelse, den stakkels unge Lady for mig. Skibets Bevægelser, Lampens Slingren, Skoddernes Knagen og Bragen, og et enkelt dybt Suk eller en sagte Stønnen fra Kahyttens modsatte Ende flettede sig ind i min bevægede Stemning, og Indtrykket af Fortællingen blev saa levende, men tillige af en saa trykkende Styrke, at jeg rejste mig fra min Stol for at søge op til Stormens befriende Susen og det salte Vands forfriskende Skumkast. Men just i det samme jeg skød Stolen til Side, faldt Mr. Simsons Glas paa Gulvet, og Mr. Simson selv, der ligesom 36 blev kvikket op ved Støjen, vendte sig mod Amerikaneren med et lakonisk: "Hvad saa?"