↩ Den bekvemmeste Maade at naa op i Bjergene paa - om den end er noget langsommere end gennem Fiumarerne - er dog at følge den brede, med megen Kunst anlagte strada nuova, der i utallige Bugtninger forbi Haver og langs Afgrunde slynger sig op til Platformen af den højeste Bjergryg, som i en temmelig uafbrudt Linje løber nordpaa hen imod Landsbyen Kastania og det saakaldte Terra inglese, hvor Englænderne paa Napoleons Tid forsøgte at anlægge Fæstningsværker. Fra denne lille By aabner sig en af de videste Udsigter, der i storslaaet Vildhed overgaar alt, hvad jeg i den Art senere fik at se i det for sine grandiose Vuer dog saa udskregne Sweitz. I sønderrevne, kaotiske Masser, Kløft ved Kløft og takkede, brudte Klipperande ved Siden af runde, kompakte Bjergknolde, sænker Højdedraget sig lige under ens Fødder i en Strækning af hen imod to Mile, ned til Havet. Saa vidt Øjet rækker, følger det Nordkystens indskaarne Bugter og fremspringende Klippepynter og Tunger. Paa en af disse ser man den befæstede By Milazzo, der med sin bourbonske Besætning forsvarede sig saa heltemodig imod Garibaldisterne, og yderst 78 i Horisontens Rand hæver Stromboli og Volkano deres kegledannede Toppe med lette luftige Røgstøtter op over det blaa Middelhav. Vender man sig ind mod Landet, da vil man opdage over de fjerne Bjergrygges langstrakte Linjer en violet Sky, der øverst blinker skinnende hvid gennem den klare Æter. Det er Ætna med den evige Sne om sine Kratere. Da jeg var her oppe i Kastania, blæste en hylende Storm hen over de øde Højder og gjorde Indtrykket af det storslaaede Landskab endnu mere gribende. I selve Navnet val di demonio ligger noget, der bestemmer ens hele Betragtningsmaade overfor dette vilde Bjergterræn, der virkelig i sin kaotiske Forvirring ser ud, som havde det været Tumleplads for Giganternes Kampe.