Drachmann, Holger Uddrag fra I STORM OG STILLE EFTER AAR 1874

↩ "Det tror Fanden selv og jeg med," lyder det igen fra Oljetøjet ved vor Side. "Besynderligt er det alligevel, hvad et Menneske kan holde ud, inden han stikker Trossen fra sig. Det var f. Eks. medens jeg fo'r paa Grønland med "Ane Marie". Du véd nok hende, Robbefangeren, saa fiskede vi tre aparte Sælhunde fra en Isflage. Ja, nu skal Du dog høre, hvis Du ikke har hørt det før. Men det kan Du jo for Resten ikke have hørt. For han, Skipperen i "Ane Marie", har ikke været hjemme siden, og Mandskabet blev afmønstret i en skotsk Havn - Fanden véd nu, hvad den hedder - og gik siden efter ad Helvede til allesammen undtagen jeg. Jeg har nu altid været en heldig Kantøffel, men jeg har ogsaa en Svoger, som er Præst, en Præst, som kan præke for to, og han sørger vel nok for, at jeg ender paa en skikkelig Maade med Berettelse og Konfussion, eller hvad de nu kalder den sidste Overhaling." - - -