Dalgas, Ernesto Uddrag fra Lidelsens Vej

↩ Hver gang Salomon gennemskuer en illusorisk sammenhæng, stort set ved afslutningen af et stadium, har han en særpræget, men ensartet oplevelse af gennembrud til en anden verden. Disse gennembrud lærte han senere at leve med som sin sygdom, sine epileptiske anfald; sådanne anfald kendte Dalgas vist fra sig selv. Det sker første gang, da kæmneren dresserer ham til at gå frivilligt til alters efter konfirmationen. Ikke ulig Buddha i legenden ser han lig ved lig i kirken, og han dratter om i den gamle frøkens blomster (side 49). Anden gang har han denne oplevelse ved pensionatsballet i København, hvor han indser, at han ikke har talent for livsglædens evangelium (side 69). Endelig, da han tager afsked med København og dens muligheder i hans liv, fir han klarsyn på knap så dramatisk måde over for etatsråden (side 152). Hen mod slutningen, hvor han bryder igennem til det højeste sandhedsniveau i bogens univers, opfyldes han af en erfaring aflys og svæven, nu ikke længere i angstfuld gennemskuen, men i himmelfart som Faust. Man kan sige, at han ejendommeligt nok, hvor han er tættest på at have gennemskuet alle illusioner og at eje sandheden, så han kan handle, er fjernest fra at gøre det Som i Dommedags Bog er Nirvana højeste tilstand, ikke Comtes formentlig travle humanitetsverden med menneskehedens enhedskultur og fællesmarked. Men disse gennembrudsoplevelser er altså for Salomon forvarsler om den endelige oplevelse, og er med til at drive ham videre på hans færd i livet.