Alle forekomster
↩ Det nærmeste, man kommer en samtidig kritik, er Axel Gardes to kapitler fra bogen Dansk Aand (1908), hvor han på en meget indsigtsfuld måde behandler Dalgas som religiøs forfatter og gennemgående holder ham op mod den samtidige filosof Ludvig Feilberg. Grundtanken i analyserne - der især beskæftiger sig med Lidelsens Vej i det første kapitel, og med den indlagte afhandling om reformationen i det andet - er, at for Dalgas er verden først og fremmest tanke. Teori og systemets fuldendelse er ham tilstrækkelig tilfredsstillelse af hans længsel. Dels tjener denne karakteristik modstillingen med Feilberg, deis er den slående rigtig.