Dalgas, Ernesto Uddrag fra Dommedags Bog

Ved disse Ord brast Fæstet under mine Fødder, og jeg sank. Faldet var jævnt, som om en Faldskærm holdt mig fra at styrte, og ved at lytte til Følgesvendens Ord lærte jeg, at vi sank ad Fortabelsens Vej gennem Sukkenes Brønd. Rummet omkring mig stod som en sortglinsende Tragt, der snævrede sig ned imod det dybe Dyb, og Vanddraaber, som svedte ud af Tragtens synlige Porer, holdt Væggene saa glatte, at ej en Løvfrø kunde fæstet Foden paa dem. Saa ensformig blev os Vanddraabernes Dryppen og Glasvæggens Glans, at jeg kunde troet, jeg stod stille. Men som Luftskipperen, der stiger i den dunkle Sky, kun ser Bevægelsen af en Papirsstrimmels Synken, saaledes saa jeg kun, vi sank, af at vi dalede med visse Mellemrum forbi smaa glatte Afsatser paa Tragtens Hud. Fra disse Trin neddryppede Draaberne i ensformig Takt, som om vi hørte et Evighedens Vandur. Og som Strubens Toner ved at passere gennem Mundens Hule og kastes tilbage fra Tungens elastiske Loft faa Talestemmens 21 Klang, saaledes dannede Tragtens Tone Genlyd, og sammen med denne lød den som et Ord, der gik og gik som Urets Tik og Tak: Vend om - vend om - vend om - vend om - vend om - vend om - vend om - saaledes maalte Tragtens Draaber Tiden. Men hver Gang det syvende »Vend om« var sukket ud, blev der en Tavshed, som om Tiden endelig var løbet ud. Da sugedes Luften ned igennem Tragten med et hvislende Pust, og Suset naaede mine Ørehinder med et »For sent«, som droges ud, til alle mine Nerver skreg: »For sent«. Og atter taltes der: Vend om - vend om - vend om - vend om.