↩ I samme Nu, jeg udstødte dette Ord, da faldt mit Blik ned i Brøndens Dyb, og aandeløs greb jeg opad i samme Nu; men efter Legemets Love bevirkede denne Bevægelse kun, at jeg sank med end større Fart, og mit Blik var fra nu afbundet til Brøndens Bund. O se! O se! Et andet Øje, lurende, glødende, gridskt stirrede fra Bunden mit eget Øje i Møde. Og hver Gang det syvdobbelte »Vend om« var endt, syntes det mig, som om en hed og giftig 22 Mund drog Aande i Dybet og sugede Vejret ud af mit eget Bryst. Da vilde jeg styrte mig i Dybet ned og ende mine Kvaler i Fortæreisens Ild, men Brøndens Vægge - elastiske syntes de nu - snævrede sig som en Slangebug om min Krop, saa jeg kunde ikke falde, uagtet Suget drog mig imod Dybet, og det røde Øjes Blik skrækbandt mig saadan, at Blodet smeltede ud af mine Aarer som en Purpursved. Da svimlede jeg, og mine Tankers Knyttetraade brast. I Angest og Vaande, i Afsind skreg jeg ud: »Hjælp mig, o Gud!« Mere ved jeg ej.