↩ Jeg ved det nu: Hvad der hindrede mig i straks at synke i Havet var kun min Naturs Sendrægtighed og min nysgerrige Lyst til at se en anden gaa først. Thi mange Gange raabte min Førers Røst: »Kom, kom, ellers er Du fortabt«, uden at jeg i min Vildelse agted 23 derpaa. Til sidst besindede jeg mig og fulgte hans Røst og steg op paa en Klippeblok nogle Fod over Søen. Lad mig ikke glemme, at nu saa jeg uden Ord. Ej længer var min Førers Røst nødvendig til at vække Synsbilleder for mit Syn, men ved den tavse Tankeoverførelse saa jeg, hvad han saa, og følte i alting hans Nærværelse. En dunkel Skygge viste sig ogsaa for mig i den Periferi af Øjets Synsfelt, hvor Blikket ikke længer skelner Farver; men endnu øjned jeg ej hans Skikkelse klart.