↩ »Se«, sagde min Fører. Ud af den Hule, hvori jeg faldt ned, krøb en Yngling frem, og med fordrejede Træk stir red han i den glødende Sø, og jeg kendte ham: En Matematiker af dem, der fornægte, at to kan vorde eet, og som kun tror paa Tyngdeloven og Atomerne. Med skælvende Knæ og knyttet Haand skreg han endnu: »Jeg fornægter, fornægter, fornægter. Det er kun en Drøm«. Men der, hvor han stod, slikked de legende Tunger rundt om hans saarede Fod, indtil Sandet blev suget bort under hans Hæl, og han faldt som et undergravet Træ. De spillende Tunger drog i hans blodige Fødder. De gned sig op ad hans Lænder og Bryst og kyssede den sammenbidte Mund og drog ham i Dybet.