↩ Der gik en Tid. Da saa jeg ham atter. Han steg frem af den vellystige Sø med tindrende Blik og rødmende Legem og morildsglinsende Haar, og favnende ud mod den sælsomme Sø raabte han ud med syngende Røst: »Der er en Gud«, og atter: »Naadig, naadig«, og atter hvisked han hen: »og kærlig«. Og angestfuld skreg han igen med de samme fordrejede Træk, som han viste mig før: »Kærlig, ja, kærlig og forfærdelig«, og styrtede sig ud igen i den sugende SØ-Jeg saa ham ej mer.