Dalgas, Ernesto Uddrag fra Dommedags Bog

Men som en længe sunget Melodi gentager sig selv, til sidst imod Viljens Villen, lød stadig Munkens Sætninger mig i Øret, og uvilkaarlig genoptog jeg nu Diskussionens Tankegang og Munkens Konklusioner, at dette Hav var Billedet af Gud, og at Guds Kærlighed nødvendig maatte medføre evig Pine for de fordømte. Forgæves eftergik jeg hans Syllogismer. Jeg kunde ikke bryde deres Lænker, bundet endnu som jeg var ved hans Viljes Magt. Da opsteg pludselig for mit indre Syn efter den Lov, hvorefter en Forestilling af stærk Intensitet baner sig selv sin Vej til klar Bevidsthed, Billedet af de elendige, der males til Blodmel i Guds Vredes Mund. Ved dette argumentum ad hominem udfriedes jeg af Skolastikkens Baand og sagde afgjort med al Beslutningens og Oplysningens Glæde: »Nej, dette Hav er ikke Gud.«