↩ Betaget af den fine Glæde, som kun en Tænker kender, stod jeg og grundede over ny Beviser mod Munkens Konklusioner. Da hørte jeg atter min Følgesvends Røst, som under Munkens Teodicé var rent forglemt af mig. »Hvad nytter det, Du modbeviser, at dette Hav er Gud, naar Havet selv beviser sig som saadant ved at tilintetgøre Dig og mig.« Af min Aandsfraværelse for jeg straks op. O se! Af Himlens Zenith brast ud en blodig Glans, der bredte sig i røde Ringe over dens hule Kugleflade og skjulte alting under en rødlig Taage; men da jeg vendte mig imod den Kant, hvor nylig Regnbuehavet smilede, da greb en Skælven mit Legem og kastede det næsegrus ned paa Klippen. Det rædselsfulde Hav kom krybende op ad Fjældets Vægge imod mig. Det sidste Baand var bristet, som bandt dets Vilje efter den Ligevægtslov, som Vandet følger; men som en hæslig Drage bed det sig fast i alle Gruber og Fremspring med Ildtentakler, der med samme Ret kunde benævnes Tunger, Arme, Fødder, Følere eller Rødder. Og som tindrende Skæl stirrede mig fra Bug, Bryst og Ryg titusinde Argusøjne mine i Møde. Men ingen Røst hørte jeg, og intet Hoved, som kunde røbe en fornuftig Sjæl, blev skelnet af mit Blik i dette Virvar af Arme, der bleve dragne ud og ind som en Amøbes Traade. -Jeg saa til Siden, og i en Tone af Angest og Spot svared min Førers Røst: »Det er det samme Hav, som drog de fromme til sig ved Haab og Tro. Saaledes frister Det ved Attraasbrand.« Han talte sandt; thi alle mine Lemmer skælvede i vellystig Pine, og i min Hu fødtes en heftig Drift efter at 35 slukke denne urene Glød i dette sugende, hede Flammeskød. Da hørte jeg min Ledsagers Latter: