↩ Mine Øjne udfordrede hans, og jeg sagde: »Heller den sorte Høvding end den røde Drage. Hjælp mig, Ahriman.« Fluks svandt hans Billede. Og atter sad jeg i Dragens røde Mund og saa dens Tunger spille hen mod min Hud, som Fluen paa Soldugbladet mærker de levende Følere fange den ind. Ved dette Syn fyldtes mine 36 Øjne med Blod, og jeg knuged mig ind imod Klippen, hvor en Niche gav Ly. Da rørtes noget ved min Skulders Stød, som om Klippen drejede sig paa sine Hængsler, og en Hule aabnede sig ved min Fod. Ind gik jeg og stemte min Skulder mod Klippens indre Væg. Den svang tilbage i sit forrige lukte Leje, som en af disse Rokkesten, der, skønt de veje saa meget som et Hus, dog røres mellem tvende Ligevægtstillinger for en Mandsarms Stød. Med det samme vaklede jeg og faldt som en beruset om i en dvalelignende Søvn, der kun blev afbrudt af Drømme om et rødt, graadigt Øje, der gloede paa mig gennem Klippens Væg.