Dalgas, Ernesto Uddrag fra Dommedags Bog

Jeg vaagnede i Mørke; men snart dæmrede det omkring mig, hvad enten mit Øje saa de mærkelige Straaler, der ved Oddkraft skulle opstaa i et bælgmørkt Rum, hvad eller Æterlyset gennemtrængte den sorte Marmorklippe som Glas. Som i Katalepsis laa jeg længe og stirrede ind i Hulens Dybde, der gled mer og mer tilbage, jo nøjere jeg indstillede min Opmærksomhed derpaa. Denne S een vakte atter min Forskelyst, og denne min Viljekraft, og den mit Legem. Nysgerrig sprang jeg op for at udforske denne Grottes Løndom, og medens jeg gik, hørte jeg snart min Følgeskygges Trin gentage mine bagved. Længe vandred jeg i de dunkle Gange, og atter frydedes mit Øje ved de fineste Farveskygger, som Tusmørke og Graavejr kunne kaste over en fugtig Grund. Først var min Hu kun til at fly bort fra Havets røde Rædsel, og uden Maal strejfed jeg om i labyrintiske Gange og ønskede at dø fremfor at leve i Dragesøens Rige. Men da jeg havde udhvilet min syge Sjæl i disse kølige Skygger og ved dette Tungsind, vaagnede atter i min Hu de trende Forførere: Ungdomskraft, Letsind og Lyst til at leve. Og som en krænket og uskyldig Kvinde, naar Tid er rundet - imod sin Vilje længes mod Favntagets Vold, saaledes droges min Lyst imod mit Forsæt mod Illusionernes taaresrnilende Hav. Med denne beklemte, ængstelige Dragelse som Ariadnetraad saa jeg snart et Genskin af Havet farve Væggenes Gruber som entianblaa og lyngrøde Muslingskaller, og fra en afrundet Aabning stirrede Havet mig i Møde med et taarefuldt, angrende Blik. Da hørte jeg min Følgesvends Røst: »Jeg kender dette Sted. Her boede en Gang en skælvende Olding. Ved et Vidunders Magt blev han flyttet hid fra Klippeøen, der hvor han skuede de sære Syn, som ingen, ej heller han selv, endnu fortolkede rigtig.« Da saa jeg paa Klippens klare Væg Spejlbilleder fæstnede som Genskin af Apokalyptikerens Hallucinationer, 38 indbrændte af hans Øjnes fanatiske Ild. De syv Veer saa jeg og Mikaels Strid og Jerusalems Stad og Helvedes Pine. Se, da kom, som draget ved min Betragtning, en skælvende Graaskæg rokkende ind i Hulen, og med blodskudte Øjne, hvis Drømmebillede skjulte os for hans Blik, mumlede han hadefulde Ord, der, skønt hans Tale faldt sønderreven som en afsindigs Udraab, dog bar hver i sig selv en klar og frygtelig Betydning, og som et Omkvæd lød Ordet Ve: »Guds Dom. Guds Dom. Guds Dom. Ve. Ve. Ve! Hvor længe! Ve. Ve! Syvfold Ve! Jernhagel og Ildregn - svømmende Bjærge paa Havet - sprænges i Ild. Ve! Sodoma drikker Gift. Malurt. Guds Dom. Spaadommens Time. Spaadommens Time. Atter Ve! Røg over Verden. Ild og Jern og Røg. Opfindelsen sker. Guds Dom. Guds Dom.« Og med syngende Røst, der - skønt skingrende - rummede Vellyd, oplæste han sin egen Bogs Ord, som saa han den skrevet i Luften: »Ve, ve, ve! - de, som bo paa Jorden - for de øvrige Basunrøster - fra de tre Engle - som skulle støde i Basun.« Min Opmærksomhed tilrev sig nu min Fører, hvis Billede under denne Hulevandring var gledet lidt efter lidt fra Periferien af mit Syns Oval ind mod det Punkt, hvor Øjet skelner tydeligst. Nu stod det med samme Tegning og Glans som mit eget Korpus. Og jeg saa et ædelt Aasyn med dybe, svømmende Øjne, med skælvende Næsebor og med en fin, erotisk og sorgfuld Mund. Han greb mig i Armen og sagde med den Skræk, som hverken Frygten for Død eller Smerter, men kun Angest for Afsindets Rædsel indgyder en Mand, der er Mand: »Kan Luften da genskabe et sjælløst, talende Billed af det, der var og ikke er? Kan det døde da aldrig dø?« Og med den blinde Skræk, hvormed de første Kristne saa ud i Verden, og som en Verdensmand slet ikke fatter, hviskede han: »Nej, det er Satan selv.« Da vaagnede Oldingen af sine Forbandelser og stirrede langsomt paa os, indtil han skælvende sagde: »Er Du min egen Ungdom, der kommer igen? Eller er Du een af Abaddons onde Aander? - Nej, Du er mit andet og onde Selv. Vig bort! Vig bort! Fordømt! Fordømt!« Da sprang min Yngling fremad som en Tiger og raabte: »Een af os to maa dø den evige Død. Jeg er afsindig, eller Du er intet.« Og som to Gladiatorer kæmpede de, imedens jeg med Gysen og Forundring observerede Ligheden mellem den gamles og den unges Træk, indtil jeg hørte Oldingens

        

39 vilde Skrig og saa et Fald, hørte et Hvin, et Plump og Stilhedens sidste Ord.