↩ Vi klatrede videre, mens Anakoreternes Mumlen lød som en evindelig Summen fra titusinde Huller i Bjærget, hvor de som hvide Bier nød Beskuelsens Honning i Bjærgkubens Stade. Da frydedes mit Øre af een, som tiltalte mig paa det tyske Maal, og jeg hilsede med den Ærbødighed, der skyldes al Storhed - endog Vanviddets Storhed - men ogsaa med fortrolig Venneglæde, min Kærlighed og Beundring blandt Mystikernes Skare, Prioren af Erfurt, Mester Eckhart. Hvoraf jeg kendte ham, kan jeg ikke sige, uden af Vennerøst og det mildeste Blik jeg har set.