Dalgas, Ernesto Uddrag fra Dommedags Bog

Med et roligt Smil nævnede han mit Navn, og da jeg spurgte ham, hvorfra han kendte det, svarede han: »Jeg saa Dig i min Hules dybe Brønd - hvor Verdens Billeder spejles. Vær velkommen. - Og hvis Du vil - fest Bo imellem os - med Doktor Ekstaticus - og de fromme Brødre af det stille Liv«. Jeg droges mægtig af hans indbydende Ord; thi blot at se hver Dag en saadan Mand er mer end kongelig Rigdom. Men den Beslutning, som jeg bandt mig til, den Gang jeg vendte mit Blik fra den falske Verden, at vandre gennem alle Tilværelsens Riger, den hæmmede den Villen, som sprang frem ved hans Ord. Men for dog ej at krænke ham med et Nej, svarede jeg intet, og skamfuld saa jeg mod Jorden. Men uden Vrede ved min trodsige Holdning sagde Mester i langsom Tale, hvis Vellyd afbrødes af Tavshedens sarte Stemning, saa hver Sætning klang ud og vendte tilbage i sig selv, saa dens Genlyd i Mindet ikke forstyrrede den næste Ordmelodi: »Vi ere Irenæere. Med Klogskab gik Du de hellige hist forbi. De ere stridende Tjenere af den stridende Kirke. Og deres Bønner ere som Ørne. Men som Serafen mildner den vrede Kerub, mildne vi som Medtjenere med Velsignelse deres Forbandeiser. 41 Medens disse kundgøre Kirkens Ufejlbarhed - bevise vi dens Sagtmodighed. Vi strække den ene Haand bønfaldende mod de vrede Helgener - den anden række vi overtalende de søgende Sjæle blandt dem, der forførtes af Menedermunkens Gift«.