↩ Opmuntret ved hans Tales Indhold og endnu mere ved dens husvalende Klang, satte jeg mig som Lærling ved hans Fødder og fortalte ham mine Iagttagelser og mine Tvivl. Han svared med en Stemme, hvor hver en Tone adledes af hans rene Sjæl: »Jeg er ej lærd. Jeg er en Munk som mange. I Afsondrethed lever jeg. Dog har jeg Arbejde nok. Daglig omstemmer jeg min Sjæl til at opfatte Guds sagte Mindetale. Thi hver Dag er Guds Sandhed ny og dyb. Hver dag minder Guds Kærlighed jomfruelig. Hver Dag genfødes min Længsel blaa og min Ihukommelse grøn. Jeg siger det saalunde til mig selv, dog ti derom« - og jeg forstod, den gode Mester var endnu ikke ganske fri for Kætteri. - »Hver Dag lider jeg. Hver Dag dør jeg. Hver Dag opstander jeg, som Kærligheden en Gang steg op af Havet. Men det er Gud, der lider i mig. Og Gud, der dør. Og Gud, der atter opstaar. Saaledes er Gud evig kær og evig frisk. Men dette gælder - dog ti derom; thi det er ikke Lære - for hver, i hvem Gud lever rent og purt. Og alle disse danne tilsammen Kristi hellige Legem - der sammenholdes af Guds søde Aande - den hellige Minde, der strømmer ud fra Kærlighedens Hav«.