Dalgas, Ernesto Uddrag fra Dommedags Bog

Da raabte en Røst mig hjertelig i Møde: »Velkommen, jeg har ventet Dig. Kom med mig. Vask dine Hænder i Kilden. Hvil Dig her i Ly af Kastanjen. Senere skulle vi tales ved og veksle Tanker om Verdens Ophav, Guds Væsen og Salighedens Vilkaar«. Alt ved den anden Sætning saa jeg den Mand, hvis Røst gik forud for ham. Klædt i ubleget Uld, men ej i den lange Kjortel, som alle andre, jeg havde set, men i den samme Dragt, som vore Bønder bar i sidste 45 Aarhundrede, stod han foran mig og nævnede sit Navn: »Ved den Afstandskraft, hvortil kun aarelangt Studium giver Adgang, har Mester Eckhart sendt mig velkomment Bud: En Peripatetiker kom hid i Aften«. Smaatsmilende, forlegen og tavs undtagen med de Smaaord, der løbe afsig selv paa Tungen, fulgte jeg ham; vanskeligt faldt det mig, der nylig kom fra Middelalderens dybe Sværmeri, at vandre ogsaa med Sind og Tanke tilbage i Europas nye Tid. Hvad er det dog, der skiller os, der leve efter Kopernikus, fra de gamle Kristne? Her saa jeg Skelnemærket paa Jacob Bohmes Læbe. Det er Smilet. Thi dette Smil, hvormed vi ny Tids Mænd friste Liv og Død, er fuldt saa modbydeligt for Kirkens gamle Stridsmænd, som deres tunge Alvor er sær og pinefuld for os.