↩ Da saa vi Havet. Sølvglinsende hviled det inden for den hvide Strand, som en Musling i sin Skal. Og lange, lave og brede Bølger brød nærmest ved Stranden frem af det fintfarvede Spejl som en Kappebræmme. Hver Bølgelinie bar Skumbobler som tusinde bristende Perlemorsøjne. Det lignede ikke en Musling blot. Det var Muslingen Perlemoder selv - »og gemmer Salighedens Perle i sit Skød.« Jeg sagde ikke disse Ord og ved ej, hvorfra de kom. Men mine Øjne svævede ud over Perleglansen i den fjergraa Nat og tabte sig som tvende Længselstaarer i Paradoksets Dyb. Og mod min Vilje brast min Stemme ud i ren og salig Hyldest: