↩ For sig selv stod den gode Teosof og knyttede Haanden og sagde: »Se, atter disse seks forbandede Troldmænd, som vende deres Sværd mod vore Kors«. Og se, seks Mænd i fyrstelige Klæder traadte hen over Taagens blodrøde Syner, idet de vandrede fra en Halvcirkel indad ad seks Radier, der søgte det samme Punkt; hver viste de sig for mig med et sølvglinsende Sværd, der pegede ind mod det nysnævnte Centrum. Da vaklede Horizontens Linier og syntes at viUe bevise os Cirkelens Kvadratur; men trods det, at alle Rummets Linier skiftede Plads, søgte dog stadig de Lyslimer, der udgik fra Sværdenes Od, hinanden. Men en Regnbueglans steg op som et Slør, og alt blev utydeligt. Jeg spurgte ej min Mand om disse seks, 55 der vovede at vandre i det indre Øje af dette Væsen, som de Kristne kalde for Gud. Thi jeg forstod, at han ej yndede dette Spørgsrnaai og næppe kunde tyde disse seks opbyggelig. Derimod opsteg ved Synet en brændende Vandrelyst i mig. »Maaske«, tænkte jeg, »kan jeg træffe disse seks, der skue Tingene fra den anden Side«. Og derfor vendte jeg mig mod Teosofen, fra hvem jeg skiltes, ikke uden Tak, men heller ikke uden Bitterhed, og sagde: »Lad mig nu fare, gode Mester. Vis mig til andre, der tale et andet Sprog; thi, uden Fortrydelse sagt, jeg tror, Du har Ret. Jeg hører næppe med i Eders Hjord, og mit Øre trættes af Eders fromme Tale«. Da sagde han: »Se, hisset under den røde Taage, bag hvilken Du skimter Havets Spejl, ligger en liden Ø som Øjestenen i dette dybe Øje. Der bo de moderne Hedninger og Panteister, der vide, Gud er til, som vi det se, men nægte Guds Forsynsstyrelse og Aabenbaring i Sønnen og i andre. Imellem disse er en Mand, der, skønt han sikkerlig vil gaa fordømt, dog er i mangt og meget visere paa Gud end mange Kristne. Med denne førte jeg ofte Afstandstale. Se her. At Du kan se, jeg efter Evangeliets Bud giver min Kappe fra mig, lægger jeg den om dine vantro Skuldre. Hold Dig ved den og styrt Dig ned i Dybet, da vil den bære Dig til Romantikkens Ø«.