↩ Jeg standsede og vendte Blikket opad. Hvor havde jeg dog haft mine Øjne henne. Jeg stod i et uhyre Tempel med tindrende Vægge, polykrome Søjler og en Kuppelhvælving, hen over hvis karmoisinrøde Bund al Verdens Dejlighed drog i Billeder som et Panorama, der flyder med Guld og Sølv og alle Farver. Da lød en Røst til mig: »Hvo kommer hid igennem dette Loft af Fantasi? Er Du selv kun en Fantasi, som de, der dale ned til os som faldende Blade, eller er Du en levende, som vi?« Det var en Yngling, som talte til mig. Vildt var hans Blik. En blodig Dolk holdt han i Haanden og stirrede paa mig, som om mit Liv afhang af mit S var. Jeg svarede ham betænksom; thi med afsindige maa man tale varlig: »Jeg er en Vandringsmand uden Navn og uden Stavn, en Ikaromenippos, om Du vil. Jeg søger Kundskab og ikke Kiv, og vær saa venlig at putte denne Dolk i Skeden; thi den skærer mig forbandet i Øjnene«. Med denne forstilte Munterhed fik jeg ham lidt beroliget. Han 57 fulgte mig og vogtede hvert mit Blik, jeg ligesaa hans. Jeg skønnede, han var en ædel Sjæl, en Titan fra Romantikkens Gry, og sænket nu - det viste mig hans Blik - maaske for evig i Vanviddets Nat. »Følg mig!« sagde han.