↩ Jeg kendte ham og vilde tale med ham. Da klang et Hug af Byrons Hæl i Gulvet, og røde Gnister sprang ud af Marmorflisen som Vand af Mose Bjærg. Da skælvede Klippen af Angest under Sporens Bid, og Rædsel stivnede Shelleys milde Aasyn, og Flammerne slukkedes som ved en Herres Bud. Det eneste, der lyste for mig, vare de to grønne, vanvidsglimtende Øjne, der havde vist mig Vej, og ved deres Lys en blodigrusten Dolk. Da sagde den Tunge, der tjente disse Vildkatøjne: »Her hersker Rædselens og Magtens Lov. Ved Rædsel opholde vi os mod hverandre. Evner Du ej at brede Rædsel om Dig, da maa Du dø«. Først tænkte jeg at snakke ham til Rette, men jeg, som selv i sin Tid gjorde mig til Daare mellem Daarer for at studere Sjælens Sygdom paa første Haand, jeg vidste, at med afsindige bør man ikke tale Fornuft, men hellere følge deres afsindige Indfald. Derfor bestemte jeg mig til uden videre Snak at redde mig fra Dolken ved min Kunst. Derfor satte jeg mig ned i Fakirernes Stilling, og medens mine Bens og Armes Kræfter forbandt sig med hverandre til een frastødende Magnet, og mine Øjne stirrede Dolken bort, hensank jeg ved Selvfordybelse i en enkelt Tanke, nemlig den følgende: »Hvoraf ved jeg, om andre Skikkelser, som jeg ser i Menneskeform her eller andetsteds, ere af samme sjælelige Natur som jeg, eller kun ere tomme og hule Skind?« Idet jeg ved min Viljes koncentrerede Kraft lod denne Tanke sprede sig i Rummet, holdt jeg mig derved Manden med Dolken fra Livet; thi ved denne Tanke, at han selv var intet, styrtede han fluks fra rasende Mani ned i søvngængeragtig Katalepsis. Men som en forsigtig Mand holdt jeg mig rolig i min faste Stilling og fulgte kun med Øjet alt omkring mig, ret som en Ræv, der kastes ind imellem andre Rovdyr.