↩
»O, vidunderlig er Du, o, skælvende Liv,
Som kysses mellem Roser, og som ofres med Kniv,
Vidunderlig er Du, o, Kvinde.
Hil Vellyst af Rosenmund! Hil Vellyst uden Ord!
O, Syndens hede Sødme! O, Elskov og Mord
Med dets rødmende og blødende Minde!
Hil Elskov, som æder den elskedes Kød
Og tilbedende drikker hendes rødmende Lød
Og angrer og græder og sukker og brænder
Efter det myrdede Bryst med endnu blodige Hænder.
Tak være Dig, o, Kvinde, og den Gunst, som Du gav,
Du, som blodig og lemlæstet styrtes i din Grav
Og atter genfødes af det evige Hav
Og kysser mig med gnistrende Tænder.
Du duftende Blændværk, som lever i et Nu
At forføre og forføres og at brydes itu,
Du kødblevne Ildlilje, som forfærder Mandens Hu
61
Med Taarer, Kys og Giftbid som Blomster paa din Stængel.
Du skal myrdes som en Djævel og elskes som en Engel.
- Vær mig naadig, o, Kvinde, med din Vellyst og Gru.
O, Jomfru og Skøge, o, evige Illusion,
Dig er det, Manden søger med sin Skamløshed og Blu
I sin Grusomhed, sin Elskov og sin katolske Religion«.