↩ Da tænkte jeg mig om. Vel skjalv jeg for det Hav, der nu stirrede mig i Møde med sit tomme, sorte, ligegyldige BHk, saaledes som en Kvinde kan skjule sin Attraa under Kuldens Maske, men paa den anden Side fristed det mig mægtig at forsøge selv med egen Smag og Sans og Følelse det, som skjulte sig i dette Hav, og at undersøge empirisk Spinozas Gud. Da greb mig en Haand i min Arm. Og jeg saa atter min sorte Følgesvend, der kom og gik efter sine egne Love. 72 Og med det første Ord, jeg hørte i disse Egne, raabte han skælvende: »Vend om! Vend om! Du styrter Dig selv og mig i Scyllas Bug.«