↩ Nu nævnede jeg Ordet »Fortvivlelse«. Da sænkedes jeg blandt Symparanekromenoi i Gehennas Dyb, hvor Ormen ej dør, og Ilden ikke udslukkes. Da sagde jeg »Salighed«, og uden Ophold eller Overgang svævede jeg i duftende og tonende Lys, selv som en Tonestraale i Himmeriges levende og drømmende, uerkendelige og ikkun sanselige Harmoni. Nu raabte jeg »Ironi«, og med en skarp og skingrende Septim steg jeg i Hovmod, Haan og Trods og Foragt med Lysets og Æterens Hastighed op over de blide Toner til Ensomhedens og Selvherliggørelsens blændende hvide Punkt. Da sagde jeg »Vemod«, og fluks drømte min Hu i dybe og grønne Dale, og ømt og ydmygt knælede jeg ned i ængstelig Tilbedelse og sukkede mod en fin, jomfruelig Kind, hvortil jeg kunde hælde mit Hoved.