↩ Jeg korsede mig og tænkte: »Hvilken forvorpen Tale. Han kalder sig viis og kender ej bedre dette grusomme Hav«. Men se, her var dog Krates visere end jeg. Thi min Forsagthed skaffede ikke nogen Mad; men Krates' Forbandelse skaffede ham hans Frokost. Se, frem af Havet sprang en Kæmpefrø, saa stor som en Kalv, og saa paa os med sine store, menneskelige Øjne. Da udbrød Krates i et vældigt Jagtskrig. Paa alle fire kasted han sig over den grønne Kvækker, og med en Stenkniv hug han i dens Hals, saa grønt blev rødt. Og seende paa mig med sine store, blanke, forundrede Øjne udstødte den som et Barneskrig og døde som et af disse blide og fromme Dyr, der Hde og dø ikke ved egen Skyld, men for Menneskenes og andre Vilddyrs Synd og til Verdens Opholdelse.