↩ Jeg saa et lidet Træhus, om hvilket Altæa og Violer voksed. Mine Tanker vilde føre mig der forbi; thi de spejdede efter den store Vismands Slot; men mine Fødder førte mig uimodstaaelig ind ad Laagen, og mine Knoer slog mekanisk paa Døren. Vi traadte ind. Knap troede jeg mine Øjne. Kunne Kobberstik da vorde levende? Se, jeg befandt mig som Gæst midt i et Billede af Albrecht Durer. Her sad Sankt Hieronymus med Dødningehovedet og Timeglasset, bøjet over Bogen, og Løven og Hunden, der slumred ved hans Fod, løftede Hovedet og knurrede ved vor Ankomst. Og der var Fred i Stuen - den samme Fred, som er over Lysets Spillen paa en Træstub i Granskoven en Sommereftermiddag, hvor der er Tid nok, og intet haster, og Sneglene hvile sig, fordi det slet ikke haster.