↩ Og mens vi vandrede ud i Moskeernes By, fortalte han mig følgende: »Eblis er Slangen med den søde Stemme. Eblis er Blomsten med den giftige Duft. Eblis var mellem de Engle, der vare til, før 118 Jord blev skilt fra Vand. Dengang, da Jordens Dyr ikke vare til, da Drager, vingede Tyre og Løvekvinder græssede paa Himmelens Enge, da var Eblis, og Eblis tilbad dengang Allah imellem Serafim og Cherubim. Men Allah byggede Verden. Da blev Eblis misundelig. I Afgrunden steg hun ned og grublede, thi hun vilde ogsaa være Skaber; men se, alt hvad hun udspandt - naar hun steg op til Lyset for at frembringe det, da saa hun, Allah havde alt frembragt det ved sin Magt. Da sad hun i Afgrunden i tusinde Aar i Hovmodspine og tænkte; men omsider skabte hun noget nyt: hun skabte Løgnen. Hun tænkte Ja og sagde Nej. Saaledes blev Løgnen skabt. Da steg hun triumferende frem og vilde hovmode sig over for Allah ved dette sit Værk; men Allah lod hende gribe og kastede hende i et Kobbertaarn, bundet for tusinde Aar. Da sad Eblis der og grundede i tusinde Aar, og derefter fandt hun paa noget nyt: hun opfandt Selvbedraget, og hun bedrog sig selv og troede, at hun angrede. Da sad Allan paa sin Perletrone imellem Serafim og Cherubim, og Englene dansede for hans Trone. Da sagde Gabriel, som hørte Eblis' Suk fra Kobbertaarnet: »Herre! Din er Himmelen og Jorden. Ak, ingen danser dog som Eblis«. Og Allah rørtes og lod Eblis bringe for sit Aasyn. Og Eblis græd og bad, og Eblis dansede og sang. Da sagde Allah: »For din Graad giver jeg Dig to Tusinde Aar fri, og for din Dans giver jeg Dig to andre Tusinde Aar«. Og Allah sagde til Gabriel: »Naar de fire Tusinde Aar ere gaaede, da hav atter Kobbertaarnet til Rede; thi Allah kender Eblis«. Men Eblis gav de helligste Løfter og troede, at hun angrede. Men da hun kom bort fra AUahs Aasyn, da øvede hun atter sin Kunst, Løgnen, og bedrog alle andre og sig selv, og hun gjorde sig større end Allah, og hun sagde: »Jeg er Gud«.