Dalgas, Ernesto Uddrag fra Dommedags Bog

Da rejste den høj ærværdige sig op og strakte sine Arme imod Himmelen, og en Skælven gik gennem hans Lemmer, som var han en Streng, der rørtes af en usynlig Mesters Bue, og denne Skælven blev til Lyd. Af hans Mund udgik de Ord, hvormed han først stod frem i Mekka: »lá iláha illa 'llahu va Múhammad rassulu 'llahi.« Og som i den græske Kirke den hellige Ild i et Nu gaar fra Haand til Haand og udbreder sig i Mængden, saaledes strømmede hans Ord igennem alles Øren, og som et tusindstemmet, tordenagtigt Ekko genlød der fra alles Mund det samme: »Der er ingen Allah uden Allah, og Muhamed er hans Forkynder,« idet de kastede sig næsegrus og slog deres Pander imod det sølverne Gulv.