↩
Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910), no. forfatter. SC fik
258
1893 kontakt med B. gennem Herman Bang, der iscenesatte B.'s stykker i Paris. SC søgte B. for at få råd og støtte, sandsynligvis mht. UB og Ki. I brev dat. 30.4.1894 opmuntrer B. SC og skriver bl.a.: Og saa meget kan jeg straks se: en formens "sybarite" blir De aldrig (NkS 4978, 4°, I). I brev dat. Aulestad (...) 18/4 1900 (familiens eje) takker B. med et "Vel mødt!'' SC for et par artikler i Pol. I art. Bjørnst. Bjørnson i Rom, L-F.F. 18.11.1897 har SC beskrevet sit møde m. digteren i Rom april 1894. BB besøgte Nykøbing F. nov. 1897, jf. også B. Bjørnson i Nykøbing, L-F.F. 20.11.1897, sign. Antonius.
Melodien er komponeret af L. Nielsen, 1868 til BB's Fædrelands-sang fra Fiskerjenten, 1868
"Ikke sandt, dette Norge (...)", sidste str. af BB's digt Nytårsrim til Rektor Steen (1886), Samlede Digter-Verker. Standardutgave v. Francis Bull, bd. VIII (Kristiania-København, 1920) p. 382-391
sildekorge, (dial.) sildekurve
sætterveier, sæterveier: veje til sæter
engslaat, eng el. høstning af eng
kudraat, (især dial.) produkter fra køer (ost, smør o.l.)
hestedrifter, opdræt af heste
smaler, småkreaturer (geder, får o.l.)
Porthund, allusion til udtrykket om Danmark som "Nordens vagthund" el. "porthund" (mod syd), der ofte anv. i tidens politiske debat
Syvmile-Start, kan hentyde til forholdene omkring Norges adskillelse fra Danmark 1814, hvor landet fik en af tidens frieste forfatninger
bardus, egl.: hastig, hovedkuls
den røverske Blæst, kan hentyde til Danmarks formindskelse i løbet af det 19. årh., f.eks. afståelsen af Sønderjylland til Tyskland
Hofjunker-Slægt, hentydning til det tyske pres mod Danmark
sire, pynte, udstyre med, forsire
259Prinsessen fra Fjæld, dvs. Norge
liden Askelad, normalt i (norske) folkeeventyr et mandligt sidestykke til Askepot-skikkelsen
Wergeland, Henrik (1808-1845), norsk digter. Især kendt for sine frihedsbegejstrede og politisk radikale skrifter
SC omtaler digtet i brev til L. C. Nielsen 5.6.1901 (NkS 4978, 4°, VI): Jeg skrev nylig mit maaske bedste Digt for at ære Bjørnst Bjørnson, og Publikum kendte ikke en Melodi, som kendes ved enhver Højskole, ja af enhver Forsamling i Landets Provinser. Derfor blev jeg saa at sige haanet. (...) Kan Bæsterne ikke Melodien, griner de. Jf. Tr II 289 f.