III. En moderne Skabens inderligere Pragt. 1917-1931
✂ Sophus Claussen havde jo tidligere ofte været i tvivl om sin digtnings berettigelse og sin udviklings almengyldighed - som sagt to sider af samme sag. Livsteorien - og han beklager undertiden, at hans kunst fattes flere tanker og teorier - at "et er i alle", en teori, som han mener udtrykt hos Georg Brandes i en Bemærkning om en "Kæmpesjæl"', der kan findes selv hos de aandelig smaa og rendyrkes - af en Digter (NkS 1340, 8°, IX, 45), havde han med bitterhed måttet forkaste allerede o. 1903-1904, hvad udkastet til Træerne illustrerer tilstrækkelig godt. Hans Virkelighedstroskab [forbød ham] at fremmane Paradiser, som desværre ikke [fandtes]. Jeg har selv bødet, og endnu bløder jeg for min stærke Tro paa Uvirkeligheder. Jeg tør ikke lære andre at ligne mig. (...) Det er /var. var derfor passende at opgive /var. at jeg for ti Aar siden opgav Poesien - med tanke på det første pariserår (jf. f. eks. Digterens Endeligt 25.3.1893, DV IV 38), men med vægten på det andet pariserophold 1903 (NkS 1340, 8°, IX 43).
✂ Med verdenskrigen ændrer han nu igen position. I sin ungdom troede han ved lønlige Traade at staa i Forbindelse med Tidens nyeste profetiske Viden - og dette kunstneridealistiske synspunkt tilkendes nu rang og vægt på ny. Fantasien rehabiliteres - i hvert fald udadtil, hvad en række citater passende kan vise: 356 I et tilbageblik på 90'erne (jf. Na I 118) hedder det om tidens lyrikere, som traadte ud af Ensemblet som Jeger: I Halvfemserne gik det op for os, at Personlighederne - eller Sjælene - trods alt er store hemmelighedsfulde Magter, som betvinger Masserne. Vi kunde ikke sætte os op imod dette. Jeg er overbevist om, at der intet var at stille op. Verdenskrigen har mer end noget andet overbevist mig. Jeg føler ganske bestemt, at Evropa er som et Krater, hvor alle de smaa levende og tænkende Organismer til enhver Tid, paa deres forskellige Maade, kun udtrykker den vulkanske Kraft og Spænding, som gennembæver den store fælles Troldhøj (NkS 2732, 2°, I, 10). Claussen forestiller sig helt tydeligt sit jeg som medium for fælles love, og det destruktive, ormædte og fordærvede i jeg'et omtolkes som tegn for og varsler om lignende kræfter i samfundet. Gennem nedbrydningen og sammenbruddet vil nye helheder genopstå: En anden Tid og Verden, som allerede fandtes paa en eller anden Maade - om blot i et Shakespearesk Glimt - maatte findes og maatte vedtages at være til, ikke af Rigsforsamlinger eller Tribunaler, men som i Aandernes Raad. Tiden var mættet med en bitter og vild Sødme og med store Syner, lige til den største Krig udbrød (Lø 171). Derfor måtte disse frygtelige Blodaar ikke blot (...) hilses som den fortvivlede Tilbagevenden til Slægters tusindaarige Fornedrelse, men som Gyset, før Morgenrøden gaar op over Europa (anm. af Helge Rode: Krig og Aand, Sort paa Hvidt 10.1.1918; optr. DO 137). Og således sker det, at anelsen og forestillingsevnen indsættes i deres gamle rettigheder: pludselig er det gamle glemt, afløst af en moderne Skabens inderligere Pragt.
✂ Det private jeg er for længst begravet i sin kiste, til gengæld er kunstnerjeg'ets mentale sans efterhånden udviklet til et så fintmærkende organ, at det kan konkurrere med Røntgenstraalerne, den traadløse Telegrafering og det røde Lys. Han omtaler - omend med forbehold - således sin "fremsynethed" (...) med den Hensigt at hævde Sikkerheden i den digteriske Intuition (...) (Udat. koncept til brev til Th. Lind i Acc. 1981/143 B2 (1)) - og vender tilbage til den opfattelse af grundtanken i 357 forfatterskabet, at Livet og Drømmen overhovedet er (...) som de to Poler i en Elipse - den ene kan ikke være til uden den anden. Det sande og det skønne er kun to Udtryk for samme Virkelighed (brev til K. K. Nicolaisen 7.2.1915; NkS 4090, 4°). Hvad han forstår ved denne virkelighed ( en større Realitet), kan man læse udførligere om i essayet Jeg vil ikke være Religionsstifter i Foraarstaler. Forudsætningerne for denne restituering af værdier, som den unge Claussen også forlod sig på, må skitseres - samtidig med, at de forskydninger og den usikkerhed og tvivl, som også findes i denne sidste fase af hans livsforløb, må trækkes frem for at mildne det lys, som ellers hviler nok så grelt over den imposante digterprofet.
✂ Nu som tidligere støtter Claussen sig til det livsprincip at have Flere Længsler end Tilfredsstillelser (NkS 1340, 8°, X, 54). Som han formulerede det i 1905: Der gemmes i den skønneste Forsagelse et Gran Vellyst (...). Hvorfor skulde den hellige Franciscus ellers bruge det Udtryk, at han tog Fattigdommen til Ægte? (NkS 1340, 8°, X, 50; jf. Fa V 151). Når han nu fejrer sine tavse fester - men jeg fejred dem i Ord - har han en ny muse ved sin side som Medhjælp til at være hos Digteren ved de højeste Begivenheder, hvor de virkelige Kvinder ikke strakte til (He VI 63). Hendes navn er Fantasia, og om deres møde kunne man benytte følgende lille, hidtil utrykte digt:
✂
I en Klit
langt fra mit og dit
vil vi mødes
vil vi glemme, at vi ødes
og vor Kraft er slidt
✂
i en sandren, sammenføgen
øde Klit.
(s. 63)
✂ De menneskelige sammenhænge, det borgerlige samfund normalt 358 funderes på, har Claussen lagt bag sig, glemt eller fortrængt, om man vil - som verdenskrigens ild - efter hans mening - havde udslettet vesterlandets gængse, hævdvundne normer og moralbegreber. Digteren sætter nu sin lid til, at nye, stærkere og renere værdier vil bryde frem i denne nulpunktsituation (jf. klitbilledet) - og ved sin side har han sin fantasi, der med føje nu kan anskues som et indkorporeret, langsomt udviklet kvindeligt element i psyken. Fantasia er årsagen til: at jeg havde Bevidsthed om den nye Tid, en samlet Følelse af Verdens Virken og Vilje, aabenbaret i mig af min egen Sans (He VI 62). I Imperia - og andre kunne nævnes, f. eks. Dronningen i Thule - går Claussen endog så vidt at identificere sig med Jordmassens Dronning:
✂
Kold for de Levendes Optog og Danse
drømmer jeg evig om Urelementets Musik.
(DV IV 99 f.)
✂
Hvis dette kuldecenter i ham selv befrugtes af ilden, opstår de nye sange, der alene kan give livet mening. Samtidig ses det - de senere hexameterdigte er bedre eksempler på det - at det erotiske nu udstrækkes til at dække den grundlæggende lov i verdensordenen:
Alt er unyttigt undtagen vor Skælven,
Igen: hvad der er drivkraften i ham selv, er også drivkraften i universet. Skaberkraften på godt og ondt er altings ophav - og digteren altså dens profet. Om kulden og ilden hedder det andetsteds, at der her er tale om et æggende Modsætningsforhold, hvoraf Skaberbrunsten spirer frem med den Lyst eller ira qvæ facit versus (Fa V 140).
✂ Ud af denne selvavlen håber kunstneren da, at den nye verdensorden vil fødes: den så hæftigt begærede nye Gotik:
✂
Hun har kaldt mig selv til Profet
for en Verdens-Aabenbaring,
359
som kun hun og jeg har set (...)
(He VI 111)
✂ Med disse forestillinger - og ældre i baghovedet - må man nødvendigvis undertiden blive ramt af tvivl - og det er da også tilfældet. Digtene fra omkring verdenskrigen har deres bestemte, monumentale og jernhårde patos, men tiden efter fredsslutningen skuffede Claussen dybt - det er kendt, at han endnu en gang opgav skriveriet, nu for at hellige sig maleriet - blot et enkelt notat skal vise bagslaget: Der er ingen Lykke mulig for mig, uden hvis Gud igen vil lade sig føde her paa Jorden og denne Gang i en Kvindes Skikkelse. Men da ville jeg ogsaa kunne digte Sange - synes det mig - som ingen drømmer om.
(Brev til hustruen. Paris 8.6.1921)
✂ Citatet må stå ukommenteret; i sin uhyre opdæmmede forventning belyser det dog graden af digterens forhåbninger. Og oplevede Claussen ikke dette under, så oplevede han med Fantasia ved sin side et nyt lyrisk opsving, der tog sin begyndelse o. 1917 og nåede sit højdepunkt i midten af 20'erne. Dels skrev han en række digte af ydmyg-inderlig, skæbnehengiven karakter, hvoraf de fleste dog forblev på udkaststadiet. Sin Veninde kan han f. eks. opfordre:
✂
Kom med Fryd og slaa dig ned
Billed paa Elendighed
efter alle tunge Prøver
tag den Hvile, du behøver
(...)
✂
Sæt dig ved min Side ned
i dit Slørs Elendighed
Lær mig Kærlighed, du blide
Søster, som har lært at lide
i hver Fingerspids, hvert Led
360
er der Bud om evig Fred
(s. 228)
✂ Dels frembragte han sine anelsesfulde, besværgende hexameterhymner, der ligeledes er præget af denne nye tone af ydmyghed og taknemlighed, men samtidig også af gammeltestamentlig profetisk magt og vælde.
✂ I sin fyndagtige formulering dækker verslinierne
✂
Alt det skabte er af Gud
eller ikke til
✂ således disse sidste år (NkS 3634,4°, V, 7. Se s. 335). Øjeblikke af mismod, tvivl, tvesyn og trængthed skal imidlertid ikke plette billedet synderligt. Han kan nok i sorte stunder spørge sig selv:
✂
Hvem mon jeg spiller for, hvem mon jeg taler til
her i et Øde?
Urias, Satanas! som jeg fornægter!
Er det Bedrag og Svig, jeg ser min Ungdoms Lig -
tusinde Døde!
(Hv VII 88)
✂ - og i Nathvælvet (Hv VII 92) nedskrive verdensrummet til et billigt Tivoli og fornægte ungdommens værdier:
✂
Mod Morgenens Gys slaar jeg Øjnene i,
der findes ej Kærlighed, ikke Geni.
✂ Lignende sortsyn ses hos andre kunstnere, hvis bestræbelser samler sig omkring den opgave at finde sammenhænge, enhed og orden i en verden, hvor alle Atomer (...) forlanger at sættes i Frihed. Thorkild Bjørnvigs ord om Nietzsche sammenfatter forholdet:
361✂
... Paa ham laa alt, sov han et Øjeblik
løb Jorden vild, Atom faldt fra Atom
nu Gud var død. Haardhed og Medynk, Magt
✂
Ild, Skabelse, som før var Herrens Sag,
var hans nu! Var det uanset hans Fag,
hans Evne eller Viden, Nat og Dag ...
(Figur og Ild, 1959)
✂ Udviklingen i forfatterskabet har imidlertid hele tiden vist disse udsving, men også et sikkert punkt herimellem - og her må man så fastholde Sophus Claussen, der selv fremhæver, at Det væsentligste er (...), at bag disse tusinde Sange med deres Rim og Sindbilleder er en Hensigt, en Ro, som hos Luftsejleren, der ikke kæntrer, en Tryghed for Sjælen midt i den store Hvirvel og Rastløshed (Lø 182).
✂ Er det lykkedes at sætte tvivl ved denne tryghed, er det godt - Claussen gjorde det jo selv grundigt og konsekvent i en vis periode af sit liv. Er det samtidig lykkedes at vise, at digteren med vækstpunkt i Drømmen om Kærlighed og Geni satte person og liv ind bag forestillingerne om, at en højeste Enhed måtte kunne findes - ja, så er det bedre. Få har som Sophus Claussen gjort [sin] Vilje villigt til alt stort - hvem har i det 20. århundrede herhjemme gjort den større?